Ring: 2363 6464

Kronisk Prostatatitis

Hvad er kronisk prostatatitis, hvorfor opstår det og hvad kan man gøre?

Når jeg ser mænd med diagnosen Kronisk Prostatatitis har de været igennem en grundig undersøgelse hos urologerne. Der er taget blodprøver og er blevet scannet for en forstørret prostata. Men det eneste de har fundet, er en øm og overspændt bækkenbund. En øm og overspændt bækkenbund kan nemlig give nogle af de samme symptomer som en prostata cancer eller en akut betændelse i prostata (akut prostatatitis). De er ofte desperate og aner ikke hvad de skal gøre.

Det værste er at jeg kan mærke mit skridt hele tiden. Det er virkelig irriterende. Det er der da ingen der har lyst til.

Han havde været adskillige steder og var grundig træt af at blive undersøgt og vidste snart ikke hvad der kunne gøres. Han havde læst en del om fænomenet og vidste godt hvad der var galt.  Han vidste også at han kunne få hjælp hos en fysioterapeut med speciale i urologi, gynækologi og obstetrik (forkortet uro-gyn-obs-fys), så derfor opsøgte han mig.  Ved undersøgelsen fandt jeg at det ikke kun var hans bækkenbundsmuskel som var spændt og øm men også andre muskler i området. Han fik derfor udspændingsøvelser til alle ømme muskler og en ny tid en uge senere. Da jeg så ham igen ugen efter, var han glad og forventningsfuld men også nervøs for det videre forløb. Han synes at øvelserne havde hjulpet noget, men ikke nok. Derfor gik jeg i gang med at behandle selve bækkenbundsmusklen. Efter nogle få behandlinger mærkede han ikke længere sit skridt.

De mænd jeg har mødt, har lidt forskellige symptomer. Her er noget af det de siger.

  1. Noget der spænder i skridtet hele tiden
  2. Smerter ved sædafgang
  3. Smerter ved at tisse
  4. Smerter ved afføring
  5. Smerter ved at sidde
  6. Smerter ved roden af penis og ved mellemkødet.
  7. Svært ved at tømme sig for urin og afføring
  8. Fornemmelsen af at der er en golfbold der presser indefra og ned mod mellemkødet
  9. Fornemmelsen af at sidde på noget hårdt. Beskrives som at sidde på en tennisbold.

Der kan være forskellige årsager til at bækkenbundsmusklen spænder op og bliver øm. Det kan være man spænder for meget når man f. eks træner. Nogle får det fordi de har siddet meget på f. eks en hård cykelsaddel. Nogle får det fordi de har været udsat for stress. Nogle mennesker reagerer på stress ved øget muskelspændinger. For nogle er det nakke og skuldre der spænder, for andre er det bækkenbundsmusklen.  Det sker ganske ubevidst, men får man bevidsthed om det kan man godt forsøge at fralære sig vanen. Vores bækkenbund er jo forbundet med kontrol og hvis vi mister kontrollen med andre ting i livet, kan det være vi ubevidst spænder ekstra op fordi vi i alt fald ikke vil miste kontrollen over vores blære og tarm.

Det du selv kan gøre

  1. Mærke efter om du synes din muskel spænder. Det kan være det kræver lidt tilvænning at mærke efter muskelspændinger i skridtet, men det kan også være du har det som min tidligere omtalte patient at du kan mærke noget hele tiden.
  2. Udspændingsøvelser hjælper nogle. Når man spænder ud på en muskel, hjælper man den til at slappe af. Hos en uro- gyn-obs-fys kan du få råd og vejledning i hvordan du spænder ud og du kan få undersøgt om der er andre ømme muskler i området som også skal have lidt kærlig omsorg.
  3. Mindfulness kan være med til at øge bevidstheden om musklernes spændingstilstand. Når man er bevidst om hvilke muskler der spænder, kan man nemmere arbejde med at slippe spændingen.

Det kan en uro-gyn-obs-fys gøre

  1. De fleste fysioterapeuter starter med at undersøge hele kroppen. Man kigger på holdningen for at få et indtryk af om der er nogle muskler som spænder mere end andre. Man kigger på respirationen idet det fortæller noget om spændingsmønstre og man mærker på muskler og led for at finde ud af om der er noget der er særligt ømt. Bækkenbunden mærker vi på gennem endetarmen, da det giver den bedste vurdering af spændingsgrad og funktion.
  2. Efter undersøgelsen vil fysioterapeuten foreslå forskellige øvelser til hjemmetræning
  3. Hvis øvelser ikke er nok, kan en uro-gyn-obs fys behandle de ømme muskler. Hvis bækkenbudsmuskelen har brug for behandling, vil det foregå gennem endetarmsåbningen.
  4. De fleste uro-gyn-obs-fysser kan tilbyde træning med biofeedback.
  5. Akupunktur kan få de fleste muskler til at slappe af herunder bækkenbundsmusklen.


Kategorier: Prostatatitis, Smerter