Ring: 2363 6464

Hormoner under graviditet

Hvilke hormoner får vi flere af under graviditeten og hvordan de påvirker vores krop, psyke og graviditeten?

HCG – graviditetshormonet

Allerede i uge 4 kan man måle et forhøjet HCG- niveauet og det er dette niveau man måler på i en graviditetstest. HCG er et graviditetsbevarende hormon og det fordobles ca. hver anden dag indtil uge 14. Herefter går produktionen ned for at ramme et niveau omkring 1000 X større end den mængde der er til rådighed i kroppen når man ikke er gravide. Hormonet giver hjernen besked om at slimhinden i livmoderen ikke skal blive afstødt som den gør når man får sin menstruation. Det ser ud til at der er en sammenhæng mellem HCG-niveauet og graviditetskvalme.

Progesteron – et modningshormon

Gør livmoderen klar til at modtage et befrugtet æg og hjælper til at man forbliver gravid, når først ægget har sat sig fast.  Der er derfor meget progesteron i kroppen fra slutningen af menstruationen til en uge før næste menstruation. Er man gravid øges produktionen af progesteron yderligere.

Hormonet er ansvarligt for at udvikle mælkegange, mælkekirtler og blodforsyning til brysterne. Det giver ømme bryster. I midten af graviditeten begynder mælkeproduktionen, men progesteron hæmmer dette, hvilket er meget praktisk idet man ellers ville kunne få endnu ømmere bryster og knuder. Den øgede mængde af progesteron som forekommer i graviditeten, sker fra moderkagen og stopper derfor når barnet er født og moderkagen også er født.

Relaxin – et afslapningshormon

 Mængden af relaxin topper omkring ægløsningstidspunktet for at forberede kroppen på graviditet. Hvis man ikke bliver gravid, falder niveauet igen. Bliver man gravid stiger produktionen i første trimester, hvor den sørger for øget blodomløb til moderkagen.  I tredje trimester er hormonet ansvarlig for at blødgøre ligamenter og livmoderhalsen, så det bliver nemmere at føde barnet. Desværre virker hormonet på alle led, hvilket kan give, smerter ikke bare omkring bækken ringen men også i ryggen og fødder.

Østradiol – et modningshormon

Det øges når pigerne kommer i puberteten, hvor det fremmer udvikling af de kvindelige former bryster og kønsbehåring. Det får ligeledes et æg til at modnes i æggestokken og fremmer celledelingen når ægget har sat sig fast i livmoderen.

Østrogen – øget væske i ledbåndene

Østrogen giver lidt blødere led. Dette kan være medvirkende årsag til graviditetsrelaterede bækkensmerter.  Det får slimhinden i næsen til at hæve op, hvilket kan giver tæthed i næsen og evt. næseblod.  Et godt råd at sove højt med hovedet og sove i et køligt rum.

Hormonerne hjælper dig med at fokusere på barnets spark i maven og gør dig psykisk klar til at tage dig af et spædbarn.  Dette kan være forklaringen på at den gravide kvinde kan have let til tårer og er meget påvirket af hormoner både før og efter graviditeten.


Kategorier: Graviditet, Hormoner